|

Racerudgaven af Fiat 500 leverer 200 hk fra turbomotoren på 1,4 liter. Der produceres kun 49 biler. De har sikkert haft den liggende klar i skuffen allerede under udviklingen af den nye Fiat 500 til retrogenerationen. Her er den i hvert fald, en racerversion i nostalgisk snit, 500 Abarth Assetto Corse, som kun vil blive fremstillet i en begrænset serie på 49 styk, alle målrettet det vilde liv på racerbanerne.
Åndelig efterfølger
Baby-raceren, der er designet hjemme hos Fiat, men sat op til narrestreger hos Abarth, vil gøre sig i en italiensk løbsserie næste år. Den er også i bemalingen udlagt som en åndelig efterfølger til 1960’ernes Abarth 595.
Som forgængeren er også nyheden malet i lys grå med røde stafferinger. Og så har den naturligvis fået hele fitnesskuren bestående af bl.a. 17 tommer racerhjul, sænkningssæt, spoilere, dobbelt udstødning og styrtbøjle. Bilen er 180 kilo lettere end en normal version i kraft af anvendelse af lette materialer som kulfiber.
Motoren er en 1,4 liters turbo med 200 heste. Til sammenligning havde en 1971’er Abarth 595 kun 32 heste.For at fuldende det hele har Abarth ladet fremstille et komplet outfit til racerseriens kørere, det vil sige køredragt, køresko, kørehandsker og hjelme med de karismatiske Abarth logo’er. Den charmerende racerbil er meget passende blevet stillet til skue i startområdet under det legendariske italienske landevejsløb, Mille Miglia Storico. Fiat er nært forbundet med det 1.000 miles lange (deraf navnet) Mille Miglia, der blev kørt i sin oprindelige form i årene 1927 til 1957, og som i vore dage er et løb for historiske biler.
CuoreSportivo.dk
|
|
|