 |
|
 |
|
|
|
|
|
Mandag den 14. Dec 2009 - Nyheder fra CuoreSportivo.dk
|
|
|
|
 
Da jeg var knægt – ja, det var i forrige århundrede, for så gammel er jeg – havde vi ikke det medieudbud, vi har i dag. Internettet var der højst nogle nørder, som kendte noget til. Lokalradioerne var i hvert fald ikke engang i sin vorden. Der var Danmarks Radio, og det var det. Næsten. For via den lokale antenneforening fik vi i Horsens, hvor jeg dengang boede, omkring 1974 adgang til de tre tyske TV-kanaler ARD, ZDF og NDR, hvor det kun var ZDF, hvor signalet altid var klart, mens vind, vejr og andre luner var afgørende for, om man kunne se en af de to andre kanaler. Hvilket var endnu mere udpræget ved de to svenske stationer, som også var med i pakken, mine forældre betalte for (og hvor pay per view-prisen derfor reelt set var astronomisk og ville have tilvejebragt mange overskrifter i nutidens Danmark).
Af Morten Alstrup
Lamborghini har formerne som gør modellerne uinteressante … men hvorfor er det egentlig, at vi ikke tænker på dem på linie med Maserati og Fiat?
Der var naturligvis også nogle radiostationer, som var med i pakken fra antenneforeningen. Men da det kabel, min far havde gravet ned under græsplænen, kom ind i lige præcis det hjørne, hvor hans stereoanlæg i stuen var placeret, var det sjældent, at jeg hørte andet end de tre DR-stationer, som min gamle B&O-radio alligevel kunne klare via det stykke ledning, den var påført i bagenden som et alibi for en antenne. P1 gik bare ikke, sådan som Viasit-nisserne ville sige, når gardinerne bliver trukket for. Sproget var godt nok dansk, men jeg fattede ikke en bjælde. P2 var lige så ringe. Her var der måske ikke så meget snak, men musikken? Enten var der højmessen eller også noget klassisk bras. Bedre var det dog med P3. Af og til var der faktisk noget moderne musik, som man kunne rocke med på. Måske en gang hver anden time. For mange af de programmer, der blev sendt, ville man i dag enten skulle på en lokalradio eller på den nuværende P4 for at genhøre (hvad disse stationer dog gør det let at gøre). Eller TV2 Charlie eller DK4, hvis man ikke kunne klare sig med lyd alene, men absolut skulle have billeder til.
Og bagfra .... tjah, der bliver det bestemt ikke værre
Men der var dog et program på DR3, som jeg undrede mig over. Programtitlen var Hvorfor hører man aldrig? og det var et, som jeg i min naivitet flere gange lyttede til. For hvis ikke jeg kunne høre en Gasolin-melodi i et af de andre P3-programmer, så måtte jeg da kunne høre det her? For man høre da ikke Gasolin så ofte på Danmarks Radio, vel? Og hvad har dette så med Cuore Sportivo at gøre, vil mange (læs: de fleste/alle (overstreg selv efter behag)) sikkert spørge. Og svaret er enkelt: ganske meget. For ligesom man på halvfjerdsernes P3 kunne have et program med titlen Hvorfor hører man aldrig? kan man også i motorsporten stille spørgsmålet Hvorfor kører man aldrig? og derefter anføre navnet på en bilproducent. Rent konkret var det Lamborghini, som fik mig til at tænke den tanke. Årsagen var kort og godt den, at tyske Reiter Engineering først sendte mig en pressemeddelelse omkring den nye Lamborghini LP560 GT3, som man havde udviklet til det, der nærmer sig gruppe N-udgaven af sportsvognsracing på europæisk plan. Og dernæst kom der en pressemeddelelse omkring den Lamborghini LP670R-SV, man også har arbejdet på med henblik på godkendelse til brug i næsten års nye FIA-verdensmesterskab for GT1-biler.
Man glemmer ofte, at Lamborghini har skubbet adskillige kørere frem i Formel 1. Her er det Gianni Morbidelli i en Minardi i 1992. Og i dag, ja da hedder teamet Toro Rosso og har vundet VM-løb…
Dataene virker imponerende. Det gør billederne også. Men stadig står jeg tilbage med tanken Hvorfor kører man aldrig? Det er selvfølgelig lidt forkert, for Lamborghinis biler har været med i sportsvognsracing i det nye årtusinde. Vor egen Tom Kristensen var da med som en af chaufførerne, da mærket – takket være netop Reiter Engineering – dukkede op i FIA’s GT-serie med en Murcialago i 2003 på Monza, som desværre blev trukket tilbage inden starten på grund af en teknisk defekt. Men alligevel er det ikke et mærke, man pr. refleksion omtaler på linie med Ferrari og Maserati, når man bliver bedt om at nævne italienske sportsvognsproducenter. Man tænker heller ikke på det, selv om emnet blot måtte hedde italienske biler med sportsligt tilsnit, for så går tanken automatisk til enten Alfa Romeo eller Fiat. Alt efter om man er til baneracing eller rally… Det er altså mærkeligt, at det er sådan, for hvis man skal kikke på det nøgternt, er det faktisk i det seneste tiår eller deromkring, at man primært har set Lamborghini i motorsportssammenhæng. Dels i GT-klasserne, dels som motorleverandør i Formel 1 (hvor resultaterne desværre ikke var med til at gøre tyren og de øvrige mærkeværdier hæder og ære værd).
Jamen, det ringer da af noget mere med en stor bagvinge og Reiter Engineerings preparationer på en LP560 GT3. Men hvorfor tænker vi ikke på Lamborghini på samme måde som andre italienske mærker?
I Lamborghinis tilfælde taler vi om en snart 50-årig historie, hvor motorsportsindsatsen rent faktisk har haft sin tyngde i den sidste halvdel af perioden. Ja, endda i den absolut sidste del. Og det til trods for, at Sant’Agata-fabrikken først i 90’erne kom ind under Volkswagens beskyttende og kontrollerende vinger. For kikker man nøgternt på de mærker, hvor folkene i Hannover har et afgørende ord at skulle sige, er hvert mærke blevet tildelt sit område at deltage i, som ingen andre må komme i nærheden af. Audi er spydspidsen, når det gælder DTM og LMP1. VW tager sig af rally raids, mærkeklasser og motorer til Formel 3. Skoda er et mærke, der skal profilere sig på traditionelle rallyer, hvor asfalt udgør en væsentlig del af underlaget, mens Seat skal klare ærterne i WTCC. Sådan kan man fortsætte gennem hele familien. Men Lamborghini? Tjah, det har da fået lov til at være med på Le Mans (takket være en gruppe righavere i JLOC = Japanese Lamborghini Owners Club) og så i FIA’s diverse GT-klasser (primært takket være Reiter Engineering). Stadig kan jeg ikke lade været med at stille mig selv spørgsmålet Hvorfor kører man aldrig? når det kommer til Lamborghini. Ligesom jeg tænkte Hvorfor hører man aldrig? når det gjaldt Gasolin og P3 i halvfjerdserne…
Af Morten Alstrup
Morten Alstrup har endnu aldrig ejet en italiensk bil (udover modeller af dem). Til gengæld har han skrevet fire bøger om dansk motorsport.
Læs tidligere indlæg i bloggen HER
|
|
|
 |
|
 |
| |
|
