 |
|
 |
|
|
|
|
|
Onsdag den 24. Feb 2010 - Nyheder fra CuoreSportivo.dk
|
|
|
|
 
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor pokker jeg har påtaget mig tjansen med at blogge herinde på siden, for jeg har aldrig ejet en italiener. Men jeg har mødt to helt specielle af slagsen.
To italienere, som på hver deres måde var unikke. Med hver sin historie om et uudfyldt potentiale.
To italienere, som kunne være endt som verdens bedste, som aldrig opnåede det.
To italienere, som jeg tillige mødte på en og samme dag, og hvor mødet med dem den dag i dag står prentet ind i mit mentale arkiv under hængemappen ’Værd-at-huske-tilbage-på.”
To italienere, som ikke var biler. Men derimod mennesker. Specielle mennesker. Vi taler om racerkørere ikke bare med sangue rosso i årerne, men med så meget, at de endte med at spilde meget af det.
Af Morten Alstrup
Der var en Alfa Romeo på forsiden af programmet, men det var to andre italienere, som bød på et mere spændende og mindeværdigt møde.
Mødet med de to italienere fandt sted ved Grand Prix Danmark i 1993 på Jyllands-Ringen, som banen jo hed dengang. Her var det ekstra trækplaster en Alfa Romeo 155 fra DTM-serien med Alessandro Nannini som chauffør. Eller også var det omvendt. Sådan mente jeg i hvert fald, for allerede dengang var hans historie speciel. Han havde debuteret i Formel 1 for det kerneitalienske Minardi-team i 1986, og da han tre år senere tog sin første sejr i kongeklassen for det italiensk ejede Benetton-hold, var der måske tale om støvlelandets bedste bud på en kørerverdensmester i fire årtier, nu da Michele Alboreto et par år tidligere var toppet med en sølvmedalje?
Vi fandt aldrig ud af det. Alessandro Nannini gjorde det heller ikke, for en uge efter det spanske Grand Prix i 1990 drattede han ned med en helikopter, hvis ene rotorblad som det sidste inden mødet med jorden delte hans højre arm i to. Italienske læger fik den syet på igen, og det lykkedes Alessandro Nannini at genoptage karrieren som chauffør for Alfa Romeo i DTM.
Alessandro Nannini var altså gæst i Danmark, og jeg kunne ikke dy mig for at grave en bog frem fra reolen, så jeg kunne få en autograf. Jeg havde ikke planlagt noget interview, for jeg gad ærligt talt ikke at belemre manden med de samme spørgsmål, han var blevet stillet 155 eller 164 gange tidligere. Jeg præsenterede mig med mit HF-italiensk, rakte lappen ud til hilsen og fik min autograf. Og har siden været imponeret over, at han faktisk kunne så meget med sin højrehånd i en racerbil, for håndtrykket var blødere end det sagnomspundne danske wienerbrød.
Anderledes var det med den anden italiener, jeg mødte samme dag. Her var håndtrykket i orden, selv om hånden var senet og gammel. Og han var nærmest benovet over, at en ung dansker, der kunne være hans barnebarn, opsøgte ham for et interview. Det var Luigi Villoresi.
Målet fuldført. Alessandro Nanninis autograf på den side i en bog om Benetton-teamet, som jeg syntes var bedst.
”Og hvem er så det?” vil mange sikkert spørge. Og svaret er enkelt. Han er nok den bedste verdensmester, Italien aldrig fik. Af den simple grund, at verdensmesterskabet først blev indført, efter at han toppede…
Luigi Villoresi var aktiv allerede før anden verdenskrig. Han vandt sin første store sejr i en Maserati i Brno i 1937, men ligesom mange andre af tredivernes lovende navne, kom krigen i vejen for karrieren. Da den og et efterfølgende ophold i en krigsfangelejr var overstået, kunne han genoptage sporten i 1946 som en hvidhåret herre, selv om han blot var 37 år gammel. Men Luigi Villoresi kunne stadig køre bil, og han kunne stadig vinde. Både i 1947 og 1948 blev han italiensk verdensmester, og han tog en ung Alberto Ascari under sine vinger – en kører, som i 1952 og 1953 tog VM-titlen, der var blevet indført i 1950.
Luigi Villoresi oplevede også sit rent fysisk, men i modsætning til Alessandro Nannini var det ikke udenfor banerne, at skaderne opstod. Det var noget af det, han fortalte om på sit gebrokne engelsk.
En autograf på et farvefoto var af indlysende årsager ikke muligt, når det gjaldt Luigi Villoresi. Men at sikre autografen fra en person, som overlevede tre store ulykker og 23 brud i en tid, hvor en bomuldshue ydede den maksimale beskyttelse, er faktisk langt bedre.
”After the war we used only cotton helmets, and for the people, caputto,” sagde han dengang ifølge de notater, jeg stadig har liggende. ”Very dangerous. I had three crashes, and I had 23 brokes” fortsatte den aldrende italiener, hvorefter han pegede på forskellige steder af kroppen.
Det var noget af det, der gjorde indtryk. Men også det at stå ansigt til ansigt med den italiener, der som den første kører nogensinde vandt et Grand Prix på Silverstone-banen. I 1948.
”I win at Silverstone with the Maserati,” fortalte han mig. ”I was first and Ascari second. It was one of the first racing after the war, and we enjoyed it.”
Jeg nød det også. Samtalen med oldingen, der var en legende, og jeg huskede at få fundet en anden bog frem fra mine gemmer, så jeg også kunne få hans signatur på en side.
Af Morten Alstrup
Morten Alstrup har endnu aldrig ejet en italiensk bil (udover modeller af dem). Til gengæld har han skrevet fire bøger om dansk motorsport.
Læs tidligere indlæg i bloggen HER
|
|
|
 |
|
 |
| |
|
